Hvad er det nye Teams?
I bund og grund har Microsoft bygget Teams på ny med fokus på performance, simplicitet og fleksibilitet. I overskrifter kan ændringerne opsummeres således:
Hurtigere: Et af fokuspunkterne for det nye Teams har været performance og tallene ser ifølge Microsoft lovende ud. Ifølge diverse tests åbner den nye Teams app dobbelt så hurtigt som den nuværende og indlæser ligeledes løbende hurtigere. Dette giver dig en bedre oplevelse, når du scroller igennem beskeder, skifter imellem kanaler og chats eller deltager i møder. På mange af de gængse opgaver indlæser den nye app tæt på dobbelt så hurtigt som den eksisterende.
Multi-Tenant Multi-account: Hvis du som os ofte skifter imellem organisationer i Teams, så bliver du glad for denne ændring! I dag kan man kun være aktiv på en organisation af gangen og det betyder, at man ikke modtager notifikationer fra de andre organisationer. I det nye Teams kan man være online på tværs af organisationer og vha. et ikon i toppen af appen se, om der er notifikationer fra andre organisationer
Du kan ligeledes tjekke notifikationer og svare på beskeder fra en anden konto imens du deltager i et møde eller opkald.