Fra intranet til digital arbejdsplads
Det klassiske intranet har fungeret i mange år, men nye teknologiske muligheder og nye arbejdsgange har ændret behovet. I dag er hjemmearbejde og hybride arbejdspladser blevet normen og der er en forventning om, at også en virksomheds interne systemer er tilgængelige udenfor kontoret. Det kræver en større fleksibilitet og derfor er en af de store ændringer indenfor intranet også skiftet fra lokale servere til Cloud-baserede platforme og SaaS-løsninger.
En anden væsentlig udvikling er, at vi generelt bruger flere systemer end tidligere. Det gør vi dels fordi vi investerer i specialiserede produkter til vores forskellige behov. Det har den fordel, at systemerne netop er rigtig gode til det, de skal bruges til. Men det har desværre også den ulempe, at den enkelte medarbejder skifter imellem mange systemer hver dag.
Derfor ser vi også en udvikling, hvor det klassiske intranet fylder mindre og mindre og i dag primært består af nyheder og håndbøger. I stedet bliver intranettet ét element i en digital arbejdsplads. Den digitale arbejdsplads får til opgave at være limen imellem brugernes mange systemer, så brugeren dels minimerer sine skift, men også helt kan undgå skift, fordi data bliver præsenteret enten på intranettet eller en anden del af den digitale arbejdsplads.